Hverdagen i VoA | Voices of Aarhus
Tid og sted for korprøver
VoA øver fast hver onsdag kl. 18:50-21:50 i "Udsigten" ved Tangkrogen i Aarhus. Vi starter præcis ti i syv – et lidt skævt tidspunkt, men det er der en god grund til. De første ti minutter bruger vi nemlig på at sætte stole op og ”kramme af”, så vi er helt klar til at starte prøven senest klokken 19:00.
Opvarmning og musikalsk fokus
Hver prøve starter med en kort præsentation af aftenens plan. Derefter går vi i gang med opvarmningen, hvor vi får gang i krop og stemme, samler energien og træner vores kor-skills inden for rytme, intonation, blend og klang. Formålet er både at blive syngeklar til aftenens repertoire og at styrke de tekniske færdigheder, det kræver at synge vokalmusik i VoA. Tine tilbyder løbende sangteknisk vejledning – både til hele koret og individuelt efter behov.
Repertoire og kagepause
Efter opvarmningen arbejder vi målrettet med vores sange som forberedelse til kommende koncerter og indspilninger. Omkring klokken 20:15 holder vi en velfortjent pause på et kvarter, hvor vi skiftes til at medbringe noget lækkert. Det kan være hjemmebagte eller -bragte boller og kage, men vi spiser også slik og snacks. Pausen bruger vi også på fælles beskeder, inden vi synger videre resten af aftenen.
Afrunding og socialt samvær
Korprøven slutter klokken 21:50 – igen et skævt tidspunkt, der sikrer, at vi har ryddet op til klokken 22:00. Vi bruger de sidste minutter af øvegangen på at optage relevante øvefiler til hjemmeøvning og på at fejre de musikalske sejre, vi har nået sammen. Selvom prøven slutter, stopper hyggen ikke nødvendigvis. Vi runder tit aftenen af med en kold øl eller sodavand og lidt uformelt samvær, inden vi drager hver til sit.
